Kreds 132 - en del af Danmarks Lærerforening

Debatindlæg – Det går den forkerte vej på skoleområdet

Debat
14. januar 2025

Det er stærkt utilfredsstillende og helt uforståeligt, at man fjerner penge fra folkeskolerne i en tid, hvor man har en ambition om, at flere elever skal gå i skole i deres lokale område.

Af Trine Falck Steen, Formand for Silkeborg Lærerforening

I forvejen bruger Silkeborg Kommune markant færre penge pr. elev, hvis man sammenligner med landsgennemsnittet, og det markante økonomiske løft, som skolerne havde set frem til, bliver nu ikke længere til noget.

 

På DSFU-mødet i går besluttede politikerne nemlig, at den ubalance, eller det underskud, på knap 12 millioner kroner der er på området, skal findes ved at tage penge, der var afsat til at styrke specialundervisningen, samt penge til det, der i budgetforliget fra september 2024 blev kaldt et mærkbart løft af folkeskolen. Penge som skolerne nu kan skyde en hvid pil efter.

 

Det er en beslutning, der vil få alvorlige og negative konsekvenser på kommunens skoler. Den manglende ekstratildeling til specialundervisning vil betyde at færre elever får den rette støtte. Det vil gå ud over de elever, der har behov for ekstra støtte for at klare sig igennem skoledagen. Det markante løft, som skulle komme alle elever til gode forsvinder med beslutningen, og når der bliver dårligere rammer for eleverne, har vi set, at det betyder, at flere elever har brug for et tilbud i et inklusionscenter.

 

Som det står nu, vil der ikke komme noget økonomisk, mærkbart løft, og den ekstra tildeling til specialundervisning er helt aflyst. For at imødekomme de udfordringer vi står overfor på skoleområdet, er det helt afgørende at vi tænker langsigtet og investerer i folkeskolen.

 

I Silkeborg Lærerforening hører vi ofte beretninger fra medlemmer, der løber stærkt for at få enderne til at mødes og for at skabe den allerbedste skoledag for eleverne, og hvis vi på sigt skal have velfungerende folkeskoler, hvor flere elever går i skole i deres lokale områder, kræver det andre og flere muligheder for skolerne. Det kræver blandt andet mulighed for flere to-lærertimer, hvor lærerne i højere grad kan imødekomme de forskellige behov, der i en klasse, mulighed for indkøb af gode og spændende undervisningsmaterialer både fysiske og digitale, eksursioner og udflugter, der giver eleverne oplevelser og styrker både læringen og sociale færdigheder samt ordentlige og tidssvarende fysiske rammer.

Ligeledes skal der være tid til og mulighed for at lærerne kan forberede god og spændende undervisning, samtidig med at lærerne har mulighed for at samarbejde og udveksle erfaringer. I den forbindelse er det også relevant i højere grad at benytte co-teaching, hvor en lærer med specialundervisningskompetencer forbereder, udfører og efterbehandler undervisningen sammen med klassens lærer.

 

Men listen stopper ikke her.

 

I Silkeborg Lærerforening har vi mange bud på, hvordan vi styrker kommunens folkeskoler. Og det kræver blandt andet, at vi ændrer kravene til folkeskolen. Heldigvis er noget af dette allerede på vej med Folkeskolens kvalitetsprogram, men det er kun en del af løsningen. Vi kan ganske enkelt ikke opnå de ønskede mål med færre økonomiske ressourcer - tværtimod.

 

Hvis vi på sigt skal sikre, at flere elever kan få en god og tryg skolegang i deres lokale område, så kræver det investeringer i folkeskolen. På sigt kan det meget bedre betale sig – både økonomisk og ikke mindst menneskeligt.